mandag den 30. december 2013

2. HK's holdturnering i fremtiden

Holdturneringen i 2. HK's form er jævnligt til debat - og således nu igen. Morten F. Jensen (formand i Præstø) har sat fokus på de meget store styrkeforskelle, der har været i B-rækkerne de senere år.
Morten har åbnet debatten på Facebook (klik på link), og mange har allerede budt ind med forslag og synspunkter. Hvis emnet har din interesse, kan du også kommentere det enten der eller her på bloggen.

At der er styrkeforskelle på over 1000 ratingpoint på spillerne i B-rækken, er selvfølgelig et problem, da mange partier bliver rimeligt uinteressante for såvel den stærke som den mindre stærke spiller. Jeg er bare bange for, at de fleste af de stillede ændringsforslag vil bevirke endnu større problemer, end de løser.

De helt grundliggende problematikker er i min optik flere:

1. Der er igennem mange år blevet færre aktive skakspillere i Danmark og i 2. HK.

2. Afledt af pkt. 1 er klubberne (med få undtagelser) blevet mindre - og det gælder nok især mht. spillere under ca. 1300 i rating. (Af 2. HK´s 26 klubber har 8 under 15 medlemmer.)

3. 2. HK dækker et meget stort geografisk område. Fra Lolland-Falster er der kortere til København end til klubberne i det nordvestlige Sjælland og vice versa.

4. Der er kun nogle få klubber, som ikke stiller så mange hold, som de realistisk/teoretisk kunne. Hvad årsagen er, kan de nok bedst svare på, men udvidelsespotentialet i den retning er nok temmelig begrænset.


Jeg er meget enig med Ove Frank Hansen (Holbæk) i, at det vil være uheldigt, at slagte A-rækken (som fungerer godt) for at løse problemet med for store styrkeforskelle i B-rækken. Det vil alene af geografiske grunde være meget uheldigt for klubberne på både Nordvestsjælland og Lolland-Falster med kun en A-række.

Løsningsforslag: Hvis man absolut vil skære A-rækkerne til 4-mandshold kunne vi jo ligeså godt lave 4 A-rækker frem for at tvangsnedrykke halvdelen (eller tre fjerdedele) af holdene til B-rækken, som mange af de hidtidige forslag vil.  Op- og nedrykning mellem rækkerne kunne afgøres af kvalifikationskampe med samme spillerantal, som i den højeste række.
Man kunne  også som Ivan Madsen (Haslev) foreslår tillade holdfælleskaber eller kombinationshold klubberne imellem.  Alternativt kunne man også dele op i en B-række og en C-række med begrænsninger på rating og kortere betænkningstid. Disse rækker kunne evt. afvikles som stævner ( men min erfaring er, at mange ikke ønsker at spille i weekender!?) Endelig kunne man måske afvikle rækkerne (B og C) som stævner med mulighed for variabelt deltagerantal klubberne imellem med procentscore i stedet for matchpoint.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar