lørdag den 15. marts 2014

Før sidste runde i holdturneringen

I de kommende dage afvikles sidste runde i 2. Hovedkreds' holdturnering. For Maribos førstehold i Mesterrækken
venter der i morgen søndag fællesafslutning i Næstved, hvor vi møder Kalundborg. Desværre har holdets resultater i de sidste 2 runder ikke levet op til den ellers OK start på turneringen. Først kom et uventet, men fortjent nederlag til bundholdet Vordingborg, og i 6. runde måtte et stærkt afbudsramt hold indkassere endnu et nederlag hos Holbæk 2. Dermed er Maribo faldet fra førstepladsen til fjerdepladsen.


I kraft af en 7-1 sejr over Vordingborg i seneste runde meldte Slagelse sig pludselig ind i den jævnbyrdige top i Mesterrækken. Inden fællesafslutningen ligger 5 hold inden for 1½ point. På papiret står Holbæk 2 med den letteste modstander i reelt nedrykkede Vordingborg, men hvis  Holbæk får gummiarm står både Præstø, Slagelse, Maribo og Dianalund klar til at snuppe pladsen i 2. division. Kalundborg og Næstved 2 kæmper om at undgå nedrykning til A-rækken så de forærer næppe hhv. Maribo og Slagelse noget.

I A-rækken er historien næsten den samme for Maribo. I 6. runde havde holdet masseafbud og tabte lokalopgøret til Nordfalster. Faxe 1, som reelt har taget førstepladsen, er modstanderen i sidste runde i Haslev på mandag. Det bliver svært at overhale Haslev 1 på andenpladsen, hvilket ellers var ambitionen inden turneringsstarten.

Maribo 3 har som forventet haft det svært i B-rækken, hvor kun Sydøstlolland 2 har været en jævnbyrdig modstander. I sidste runde på onsdag i Maribo spiller hjemholdet mod Nykøbing F. 1(!), mens Sydøstlolland møder Møn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar